
I Fuglse sogn, lidt syd for landevejen mellem Nysted og Rødby, ligger det gamle historiske Kjærstrup. En af vor landsdels, ja måske en af landets, ældste herregårde.
Landsbyen Kerstrup forsvandt for godt 700 år siden og samme skæbne fik et par af de andre landsbyer i nærheden. "De stolte Gøyer" byggede på landsbyernes tomter herregårdene Kjærstrup og Kelstrup (Bremersvold). Kjærstrup var i Gøyernes eje i ca. 400 år, fra 1265 til 1617. En af de senere ejere var Palle Rosenkrantz på Krenkerup, han byggede nye avlsbygninnger og en stor lade, hans forbogstaver og årstallet 1640,laden stod endnu i begyndelsen af dette århundrede
1665 blev Jomfru Margrethe Friis ejer af Kjærstrup, hun er den omtalte "hvide dame", der ved nattetide, hyllet i et hvidt gevandt, vandrer gennem stuerne til skabet, hvor hendes brudekjole engang hængte - den brudekjole hun aldrig fik brug for, idet hendes brudgom pludselig forsvandt lige før bryllupsdagen.
Frederik d. 4. ejede en kort overgang Kjærstrup, der var udset til at være en del af det lollandske Ryttergods, men det blev kort efter nedlagt.
Emerentia v. Levetzow, enke efter Geheimeråd Johan Raben købte Kjærstrup, hun ejejde på Lolland alene Ålholm, Bramsløkke, Bremersvold og Kjærstrup. Kjærstrup var herefter i Raben- levetzows eje i mere end hundrede år. Frederik Raben nedrev Gøyernes nu forfaldne hovedbygning og byggede i 1765 ovenpå de gamle kælderhvælvinger den nuværende hovedbygning.
Kammerherre Sophus Raben blev den sidste Raben på Kjærstrup, hans enke, Kammerherreinden, som hun blev kaldt, opførte, trods dårlige tider, nye stalde og et nyt mejeri. Hovedbygningen fik en tiltrængt restaurering og det gamle bindingsværkshus blev camoufleret, idet det udvendig blev beklædt med en skal af grundmur.
Efter bitre slægtsstridigheder blev gården solgt ved auktion, et interessentskab købte Kjærstrup og de solgte bøndergodset fra og solgte hovedgården til Jægermester Friderichsen, senere ejer har bl.a. været Rigsgreve Sponneck der 1972 solgte til Mejeriejer Esper Boel.
Nuværende ejer: Godsejer Olga Boel og Marie-Pierre Boel Andresen
Ingen offentlig adgang, men hovedbygningen kan ses fra vejen.
Opdateret d. 18.11.2009